Danske og tyske gymnasieelever skal idéudvikle

I uge 11 får Køge Handelsgymnasium besøg af en gymnasieklasse fra Friedrich-List-Schule i Lübeck. Over et par dage skal de danske og tyske elever mødes for at udvikle deres idéer og visioner til en fælles, bæredygtig og grænseløs region.

I år er det anden gang eleverne fra 2e på IBS-studieretningen på Køge Handelsgymnasium deltager i projektet, og denne gang kommer de tyske elever til Køge Handelsskole for at idéudvikle. Samarbejdet er en del af INTERREG-projektet under EU, der skal bygge bro mellem europæiske lande gennem projekter med fokus på fx uddannelse, innovation, samarbejde og bæredygtig udvikling.

”I alt 30 skoler fra Danmark og Schleswig-Holstein deltager med godt 2.880 elever. Sidste år besøgte vi Lübeck med den daværende 1e, og efterfølgende løb to af vores elever med en pris for deres samarbejde med to tyske elever, hvor de havde udviklet et koncept til en ny app. I år deltager vi med samme klasse, der nu går i 2.g, og derfor har langt mere faglig erfaring end sidste år. Vi kan mærke, at vores elever er endnu mere spændte på projektugen i år, nu hvor de er mere erfarne i projektet,” fortæller deres tysklærer Tina Blum.

”Projektets formål er at klæde regionens unge på til at agere som aktive medborgere i deres egen region, i en grænseoverskridende, interkulturel kontekst – med fokus på bæredygtighed. Ud over det faglige indhold er der også planlagt sociale aktiviteter for de unge, så de kan lære hinanden lidt at kende,” siger international koordinator Tina Biil Eriksen.

Sammen på tværs
”På International Business Studies studieretningen på Køge Handelsgymnasium arbejder vi netop med sprog herunder kulturforståelse og internationale forhold, og derfor giver det rigtig god mening for vores elever at møde og arbejde sammen med ligesindede med anden kultur og sprog. Eleverne får et meget bedre kendskab til ligheder og forskelle mellem vores regioner samtidig med at de kan øve deres sprogkundskaber”, fortæller Tina Blum.

”Projektugen kulminerer i en offentlig præsentation, hvor eleverne fortæller om, hvilke fælles udfordringer, de har klarlagt, hvilke løsninger, der ifølge dem, kunne fremme en bæredygtig grænseregion, samt hvilke tiltag, der er nødvendige for at iværksætte deres visioner. Præsentationsarrangementet foregår fredag den 15. marts kl. 10-12 i Auditoriet på Køge Handelsskole, Uddannelsesvej 20 – og er man interesseret i at lytte med, kan man henvende sig til mig på [email protected],” siger Tina Biil Eriksen.

Scroll to top