Erhvervsuddannelsesreform og EUD mål 2014

Der kommer til at mangle faglært arbejdskraft i fremtiden og der har siden 2006 været en national vandring af afgangselever fra grundskolen fra søgning af en erhvervsuddannelse til søgning af en gymnasial ungdomsuddannelse.

Med Erhvervsuddannelsesreformen fra 2014 blev der for først gang sat en politisk målsætning op, om at 25% skal søge en erhvervsuddannelse direkte efter grundskolen i 2020 og at procenttallet skal hæves til 30% i 2025.

Der er forskel på statistikker. Vi har nogle gode lokalt valide tal, som bygger på vores egne registreringer og der findes også nogle i undervisningsministeriets database, der laves på baggrund af indberetninger. Vi har haft vores dygtige praktikant fra Absalon - Nicolai Rasmussen – som har været her på UUV i 4½ måneds praktik i forbindelse med sin administrationsbacheloruddannelse, til at omsætte tallene fra databasen til en forståelig statistik over hvor vi ligger i Køge Bugt og i hver af de fire kommuner.

Statistikken viser hvordan det går unge afgangselever med bopæl i hver af de fire kommuner samlet. Det vil sige at efterskoleelever er med og for 10. klasse betyder det fx, at elever fra Greve, Køge og Stevns der går i 10. klasse i Solrød tæller med i statistikken i deres bopælskommune.

Det nationale tal for søgningen til erhvervsuddannelserne som første prioritet 2018 er 19,4%. Tallet for Køge Bugt er 19,84%, så vi holder os på den rigtige side af gennemsnittet.

Der arbejdes ovre en bred front for at målrette indsatsen mod EUD målsætningen:
• UUV’s lokale vejleder har overtaget noget af undervisningen i folkeskolens § 7 emnefag om Uddannelse og Job 7. – 9. klasse, så fx alle afgangselever er bekendt med indholdet og mulighederne fra en erhvervsuddannelse eller en EUX, der er en erhvervsuddannelse med fag på gymnasialt niveau. Kendskab til erhvervsuddannelserne er en forudsætningen for at kunne vælge en - erhvervsuddannelsesindgang efter grundskolen.
• Kommunerne Solrød og Greve har partnerskabsaftale med Dansk Byggeri, der bl.a. omfatter praktikpladshjælp og at Dansk Byggeri er behjælpelig med skoleprojekter.
• Mange skoler arbejder med den Åbne skole i forbindelse med undervisningsforløb der inddrager erhvervslivet.
• Projekt testdigselv i samarbejde med lokale industrivirksomheder og alle fire kommuners skoleafdelinger.
• Skills arrangement for alle 8. klasses eleverne i Køge Bugt. Eleverne har en dag på Campus Køge, hvor de præsenteres for erhvervsuddannelserne af Køge Handelsskole, EUC Sjælland og SOSU ZBC.
• Erhvervsskoledag for alle elever fra 7. klasse, som sammen med deres lærere besøger Campus Køge og får en en-dags introduktion til erhvervsuddannelsesområdet med praktiske øvelser.
Det går forskelligt for de fire kommuner. Stevns er med 28,85% forbi målsætningen på 25% i 2020 og tæt på den nationale 30%-målsætning for 2025. Køge er med 21,94% et godt stykke over det nationale gennemsnit, men stadig et stykke fra 25% målet i 2020. Greve ligger på 16,85% et stykke under landsgennemsnittet og med 13,5% gælder det samme for Solrød Kommune. For de to sidste kommuner har befolkningssammensætningen og det faktum at der er en meget synlig gymnasial ungdomsuddannelse i hver af kommunerne klart en betydning.

I UUV arbejder vi sammen med masser af lokale samarbejdspartnere frem mod målsætningen og samlet set i Køge Bugt, bevæger vi os da også i den rigtige retning.

Mark Jensen
UUV

Kilde nu stiger søgningen til erhvervsuddannelserne Undervisningsministeriet den 20.3.2018.
Læs mere:

Tjek UUV Køge Bugt “10. klasse har en stigende søgning mod erhvervsuddannelserne”, nyhed uuv.dk den 16. april 2018. Læs mere:

Scroll to top