Hvad bringer folketingsvalget?

Det er svært at spå om, men én ting er sikkert; der skal skrives et nyt regeringsgrundlag, som sætter kursen for den kommende regeringsperiode. På uddannelsesområdet er der behov for en række kursændringer.

For det første er der behov for at rette op på de seneste års slingrekurs i tilgangen til de unge mennesker og deres uddannelsesvalg. Det ene udspil dikterer at de unge skal vælge uddannelse baseret på interesser, evner og ønsker, det næste at de ikke skal vælge uddannelse for forældrenes, vennernes, vejledernes eller samfundets skyld, det tredje indfører pokaler og kontant betaling, hvis flere unge vælger en erhvervsuddannelse og det fjerde at den enkelte kommune skal sætte præcise måltal på, hvor mange af de unge mennesker i kommunen, som skal vælge henholdsvis en erhvervsuddannelse og en gymnasial uddannelse. Kursændringen der er behov for er veldokumenteret: de unge foretrækker mere og bedre vejledning til alle – pokaler og kontante præmier er der ikke meget fremtid i.

Afskaf uddannelsesparathedsvurderingen

1/3 af eleverne i 8. klasse er ikke uddannelsesparate og tallet til december 2019 vil blive endnu højere med de ændringer, som træder i kraft efter sommerferien. Enhver kan sige sig selv, at det er et fuldstændig misvisende billede af den danske ungdom. Må jeg minde om, at vi for nylig har sat danmarksrekord i antal unge, som gennemfører en ungdomsuddannelse. Det er begrebet, metoden og kriterierne som den er helt galt med og samtidig viser de nye undersøgelser, at uddannelsesparathedsvurderingerne ikke har tilført nogen form for gevinst, snarere tværtimod. Lad os afskaffe begrebet hurtigst muligt og stoppe med at kalde et ungt menneske ikke uddannelsesparat. Vi taler om 13-14årige, som har hele livet foran sig. Lad os i stedet hjælpe dem med at undersøge deres eget potentiale og udvide deres mulighedshorisont og indsigt i uddannelsessystemet, arbejdsmarkedet og dem selv, så skal de nok træffe gode valg både for sig selv og for samfundet.

Fri adgang til vejledning hele livet

Valgkampen er blandt andet skudt i gang med en diskussion om, hvor nedslidt man skal være for at få en ret til at gå tidligere på pension. Selvfølgelig skal der tages hånd om de som er nedslidte, men fremadrettet må det handle om at undgå, at mennesker bliver nedslidte, fysisk såvel som psykisk. Det handler om at mennesker hele livet igennem skal have gode muligheder for at skifte karrierespor. Der findes i dag en række muligheder, men de færreste kender dem. Mulighederne skal udbygges og så skal der være et synligt og tilgængeligt vejledningstilbud for alle, hvor man bare kan komme ind fra gaden uden at man først skal visiteres og klientgøres. Mennesker vil det bedste for dem selv, vi skal gøre det lettere for dem at gå nye veje i tide.

En stram kurs har vi ikke brug for, men en kursændring i uddannelses- og vejledningspolitikken er der et akut behov for.

Rigtig godt valg til alle!

Anders Ladegaard
Formand

Scroll to top