Ny viden skal hjælpe udsatte unge i uddannelse eller beskæftigelse

Et nyt analyseprojekt zoomer ind på de unge i de forberedende tilbud, som er i størst risiko for senere i livet at ende i den såkaldte restgruppe på langvarig passiv forsørgelse. Projektet viser, som noget nyt, at bestemte kombinationer af tilbud, hvor der både er fokus på udvikling af de unges personlige, sociale og faglige kompetencer, er med til forbedre de unges chancer for at komme i gang med en ungdomsuddannelse eller beskæftigelse.

Tænketanken DEA offentliggør nu en række analyser af de udsatte unge på en række af de forberedende tilbud. Projektet bygger en række både kvantitative og kvalitative analyser og målet er at bidrage med ny viden, der kan være med til at få udsatte unge i uddannelse eller beskæftigelse.

I modsætning til eksisterende analyser på feltet er fokus i dette analyseprojekt ikke på hele gruppen af unge, som starter i forberedende tilbud, men derimod på de unge, som af forskellige årsager har en særlig høj risiko for senere i livet at ende på langvarig passiv forsørgelse.

Det kan blandt andet være på grund af psykiske lidelser, anbringelser uden for hjemmet, handicap, etnisk baggrund eller forhold, der knytter sig til den unges nærmeste familie, fx forældrenes uddannelsesniveau, husstandsindkomst, kriminalitet i familien samt forhold i lokalområdet, hvor den unge er vokset op.

Læs hele nyheden her

Trods fokus på området er der stadig brug for ny viden

Siden år 2000 er der blevet gennemført omkring 25 reformer og tiltag på området, som har haft til formål at forbedre restgruppens muligheder for at få en uddannelse og derigennem give de unge bedre chancer for at opnå en mere aktiv og stabil tilværelse på arbejdsmarkedet.

Og på Christiansborg forhandler de politiske partier nu om endnu en reform af de forberedende tilbud, som forventes at falde på plads senere på året. Reformen bygger på et større arbejde udført af Ekspertgruppen om bedre veje til en ungdomsuddannelse, der har udarbejdet en række analyser af de unge, som har taget forberedende tilbud.

Trods det øgede fokus på området, så er der stadig brug for ny og mere viden både i form af kvantitative og kvalitative analysetilgange, mener Claus Aastrup Seidelin, cheføkonom i Tænketanken DEA:

At få udsatte unge i uddannelse eller beskæftigelse er en utrolig vigtig, men også ganske kompleks opgave. Den er kendetegnet ved en lang række udfordringer, som kræver, at vi hele tiden stiller nye spørgsmål og anvender nye tværgående analysetilgange, hvis vores gode intentioner om, at få flere udsatte unge i gang med en uddannelse eller beskæftigelse, skal blive til virkelighed,” siger Claus Aastrup Seidelin.

Læs hele nyheden her

Scroll to top