Nyt fra Køge byrådsmøde den 26. november 2018

I går aftes besluttede Byrådet i Køge Kommune at opføre 72 boliger til ca. 100 studerende. Priserne ligger inden for SU budgettet og boligerne er klar til studiestart i august 2020.

72 ungdomsboliger skyder op på Campus Køge
Nu bliver det snart muligt at flytte helt tæt på ungdomsuddannelserne på Campus Køge. Tirsdag den 27. november 2018 sagde Køge Byråd nemlig ja til opførelsen af nye ungdomsboliger på Campus. Projektet har allerede fået byggetilladelse, og byggeriet kan efter godkendelsen i Byrådet begynde med det samme. Når det sidste søm er sat, står der 40 nye et-rumsboliger og 32 nye to-rumsboliger klar til boligsøgende unge, der er under uddannelse.

- Uddannelsesbyen Campus Køge er populær langt ud over kommunegrænsen. Faktisk viser statistikker, at eleverne pendler til ungdomsuddannelserne så langt fra som Sydsjælland og nord for København. Uanset om de unge allerede bor i kommunen eller flytter til, så vil vi gerne give dem mulighed for at få det fulde udbytte af alt det, Køge Kommune har at byde på. Ungdomsboligerne gør det nemmere for de studerende at prioritere deres uddannelse og komme tæt på Køgeområdets smukke natur, shoppemuligheder og caféliv, fortæller borgmester Marie Stærke.

Huslejen på de kommende boliger afhænger af ungdomsboligens størrelse. Den månedlige husleje vil være cirka 3.340 kroner for et-rumsboligen og 4.160 kroner for to-rumsboligen. For at give mest mulig fleksibilitet, er to-rumsboligerne designet, så der med en ekstra væg kan skabes to separate værelser.

De 72 boliger opføres af boligorganisationen Domea Køge. De planlægger, at byggeriet står færdigt 1. marts 2020. Boligerne kan derfor forventes indflytningsklar til skolestart august 2020.

Du kan finde skitser, oplæg m.v. her.

 

Scroll to top