Nyt tiltag i Helhedsplanen

Med afdelingsbestyrelserne i ryggen har Helhedsplanen nu indgået et samarbejde om undervisning i dansk for voksne med Køge Handelsskole. Tiltaget, der er stor tilslutning til, er begyndt i Ellemarken og Karlemoseparken, og i uge 47 følger Hastrupparken.

”Formålet med forberedende voksenundervisning (FVU) er at give voksne mulighed for at forbedre og supplere deres grundlæggende færdigheder i regning, læsning, stavning og skriftlig fremstilling, så de kan uddanne sig videre og få bedre forudsætninger for at medvirke aktivt i samfundslivet. FVU har to fag: FVU-læsning og FVU-matematik – i samarbejdet med Helhedsplanen er der fokus på sprogundervisningen – og at den er til stede, der hvor beboerne er. De har optimale faciliteter, som vi kan fylde ud med undervisning. Forløbene er henvendt til primært to-sprogede, men også etnisk danske kursister er velkomne,” fortæller Mette Koch, der er leder på FVU på Køge Handelsskole, og har været i dialog med Mikkel Pedersen, som er sekretariatsleder i Helhedsplanen.

Fulde af ambitioner
Om Helhedsplanen fortæller Mikkel Pedersen: ”Det er et partnerskab mellem boligorganisationerne bag fire almene boligområder i Køge – nemlig Ellemarken, Hastrupparken, Karlemoseparken og Søparken – og Køge Kommune. Via en række projekter og aktiviteter skal vi øge trygheden og mindske effekterne af negativ social arv. Ambitionen er, at områderne får en lavere andel ledige og står uden kriminalitetsudfordringer i 2021. Vi vil gerne have flere unge i uddannelse, og skabe en tradition og et samarbejde omkring bl.a. fritidsjobs og rekruttering samt foreningsliv for børn og unge. Vores indsats spiller på mange tangenter. Vi arbejder med at fremme forældreevne, skabe små levedygtige fællesskaber, skabe et bedre beredskab ved kriminalitetsproblemer og inddrage kræfter i civilsamfundet i løsningen af udfordringer i boligområderne, som kommunen alene kan have vanskeligt ved at løse. Vi inspirerer beboere til at realisere deres potentiale på forskellig vis fx ved at sikre økonomisk rådgivning til beboere med gæld og dårlig økonomi, skabe mulighed for mindre arbejdspladser og forløb for særlige grupper, sørge for at beboerne med anden etnisk baggrund bidrager til det sociale miljø og bruger mulighederne,” siger Mikkel Pedersen og fortsætter: ”I den ånd passer samarbejdet med Køge Handelsskole ind: Sprogundervisning er en nøgle i vores udfordringer, både med de voksne med anden etnisk baggrund og de yngre. Det går også hånd i hånd med en del projekter og aktiviteter og bliver måske endnu mere relevant i fremtiden. Vi har forventninger om, at FVU vil højne beboernes skriftlige og mundtlige dansk-niveau, og at det vil øge deltagernes chancer i job, uddannelse og civilsamfund. De voksne vil i det lys fungere som gode rollemodeller for deres børn – og vi kan på den måde slå hul på negativ social arv. På sigt vil vi også gerne skabe mindre fællesskaber omkring læring. På den korte bane er det vigtigt, at forældrene lærer nok dansk til at kunne forstå og støtte op om børnenes lektielæsning. Det kan i det hele taget støtte op om større selvstændighed – ikke bare for børn, men også for ægtefælleforsørgede, som også skal lære dansk, da vi gerne ser, at de også komme på arbejdsmarkedet for børnenes skyld og for at mindske afhængigheden af andre.

Behovet er der
Maja Munch Nielsen er boligsocialkoordinator i Ellemarken, og hun arbejder med at igangsætte nye aktiviteter i Ellemarken samt udbrede og udvikle de eksisterende aktiviteter, så de når ud til en bredere gruppe af beboere.
”Jeg har oplevet, at her i Ellemarken er kommet flere nye flygtninge til over de seneste år, og derfor er det oplagt med et dansktilbud netop nu. Der har længe været en stor efterspørgsel fra beboerne, og dette tilbud er også kommet rigtig godt fra start med omkring 20 fremmødte til første undervisningsgang,” fortæller Maja Munch Nielsen.

For Køge Handelsskoles direktør Tim Christensen er samarbejdet præget af stor meningsfuldhed: ”Jeg er utrolig glad for, at vi kan indgå i det samarbejde. Der er flere perspektiver i det - det er vigtigt at møde verden og andre mennesker nysgerrigt. Vi skal lytte, tænke og forstå andre. Det er som den tyske professor i pædagogik, Thomas Ziehe, siger: ’Det, vi skal dele kollektivt med de andre, er den indsigt, at vi er forskellige’. Det er derfor vigtigt, at vi har sprogligheden med. Vi skal i dagens samfund anerkende mangfoldigheden, og vi skal forsvare en fælleshed i forskelligheden fremfor at reagere destruktivt på den, som vi desværre alt for ofte ser eksempler på. Vi skal rumme hinandens forskellighed individuelt eller kulturelt, for vi har brug for hinanden i både mikro- og makroperspektiver i samfundet og i verden. Nøglen til det er, at vi kan tale og kommunikere med hinanden. Det er en vigtig gruppe at støtte op om, da de har brug for at komme videre i uddannelsessystemet, og paletten af tilbud, der findes i CAMPUS Køge er relevant for denne målgruppe. Vi kan få skabt grobund for ønsket om at udvikle sig mere fagligt, når først FVU er gennemført,” siger Tim Christensen.

På billedet ses Mette Koch (tv) i selskab med Mikkel Pedersen og Maja Munch Nielsen

Scroll to top