Vi ved hvad vi gør, men ved vi hvem vi er?

Kikker man vejledningsloven- og bekendtgørelser igennem, kan man langt hen ad vejen få et godt indtryk af, hvad der er en UU vejleders arbejde. Opgaverne er ofte meget handlingsorienterede, og det har da også påvirket professionen, så vi i de samarbejder, vi er aktører i, ofte er drivende i forhold til, at der sker noget.

Listen over UU vejlederens opgaveportefølje er lang og rummer blandt andet:

  • Koordinering af mere end 100.000 introduktionskurser og brobygningsforløb om året
  • Koordinering af erhvervspraktik for elever i udskolingen, herunder alene 6.000 til forsvaret om året
  • Uddannelsesparathedsvurdering af elever i 8., 9. og 10. klasse
  • Uddannelsesplaner sammen med de ikke-uddannelsesparate og deres forældre
  • Sikring af, at de 15-17 årige overholder aktivpligten; hvis ikke, kontakter vi dem inden 5 dage og får dem i gang med noget andet inden 30 dage
  • Målgruppevurdering til produktionsskoler
  • Målgruppevurdering til den kombinerede ungdomsuddannelse
  • Målgruppevurdering, uddannelsesplan og årlig opfølgning for unge til den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse (STU)
  • Kollektiv vejledning til de uddannelsesparate
  • Gruppevejledning og individuel vejledning til de ikke-uddannelsesparate
  • Mentor i overgangen til ungdomsuddannelse
  • Opsøgende vejledning til de 18-25 årige (nogle steder op til 30 år efter aftale med Jobcentrene)
  • Tilrettelæggelse af det timeløse emne Uddannelse og Job i samarbejde med grundskolen

En professionsbeskrivelse af vejledningen
UU DANMARKs bestyrelse har fundet det vigtigt at gå et spadestik dybere og udarbejde en egentlig professionsbeskrivelse. Med baggrund i et forslag udarbejdet i samarbejde mellem lektor Rie Thomsen, DPU og UU DANMARKs næstformand Anders Ladegaard, har bestyrelsen vedtaget en beskrivelse af den professionelle vejledning. Det er godt at vide, hvad vi skal gøre, og hvad vi gør, men det er ikke mindst lige så vigtigt at vide, hvem vi er. Med professionsbeskrivelsen er vi kommet et godt stykke, og jeg er sikker på, at beskrivelsen vil styrke Danmarks største vejledningsgruppe indadtil og samtidig være et godt signal udadtil.

Med den politiske aftale om ”Bedre veje til uddannelse og job” er der dels skabt en ny målsætning, en ny uddannelse og en kommunal ungeindsats. Det er op til kommunerne, om de vil nedlægge eller beholde UU. Samtidig slår aftalen fast, at alle UUs opgaver opretholdes, og at der fortsat skal være en institutions- og sektoruafhængig vejledning.

Jeg tror, at professionsbeskrivelsen kan være med til at fastholde UU vejledningen og bringe os igennem i en periode, indtil vi får et nationalt, enstrenget vejledningssystem. En vejledning, der begynder i skolen; er opsøgende og målrettet efter skolen i de unge år; målrettet mod at alle unge vælger og gennemfører en ungdomsuddannelse som indgang til arbejdslivet eller fortsat uddannelse; og som samtidig er en organisation, som folk kan kontakte livet igennem, når der skal kompetenceudvikles som følge af bl.a. den teknologiske udvikling.

Et uddannelsesmarked kræver en vejledning
Vi har skabt et uddannelsesmarked, og vi har netop fået en god trepartsaftale, der styrker en fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse. Der skal nok komme mange tilbud. Men mangler vi ikke en synlig, national vejledningsorganisation, hvor folk kan få en sektor- og institutionsuafhængig vejledning af en vejleder, der opfylder UU DANMARKs professionsbeskrivelse? En vejledning som kan bringe folk videre i et match mellem indsigt og udsigt hos den enkelte? Det synes jeg!

Skal der ske noget så kommer vi ikke udenom
Skal kabalen om den bedst uddannede befolkning, der kan bringe Danmark gennem den globale- og digitale udfordring som en rig nation, gå op, kommer vi ikke udenom vejledning og vejledningsprofessionen.

Mark Jensen
UU DANMARK

Scroll to top