ZBC satser stort i Køge

Danmarks største erhvervsskole opruster med flere uddannelsesmuligheder, der skal understøtte kommunens vækst med endnu mere kvalificeret arbejdskraft

Køge er blevet et vækstcenter med øget beskæftigelse, nye virksomheder og positiv befolkningstilvækst, og dermed et stigende behov for et bredt og fremtidssikret uddannelsesudbud.

Det imødekommer Danmarks største erhvervsskole, ZBC, nu med en markant udvidelse af aktiviteterne i Campus Køge.

ZBC har fået grønt lys af Region Sjælland samt godkendelse fra undervisningsminister Merete Riisager Andersen (LA) til at starte to nye grundforløb til erhvervsuddannelser op. Det er inden for fødevareuddannelser samt det grønne område. Begge har hidtil ikke været udbudt i Køge.

I praksis har ZBC fået godkendt grundforløb 1 inden for fødevarer, jordbrug og oplevelser, der fungerer som indgang til uddannelser på fødevareområdet og det grønne område samt grundforløb 2 inden for bager/konditor, gastronom, tjener samt gourmetslagter.

For de nye uddannelsesmuligheder er der tale om områder, hvor Det Regionale Arbejdsmarkedsråd på Sjælland har identificeret, at der er udfordringer med at skaffe nok faglært arbejdskraft.

Samtidig er det områder, hvor ZBC kommer med masser af erfaringer og høj faglighed. Ud over at have etableret og drevet uddannelserne med succes rundt om på Sjælland, har man specielt på fødevareuddannelserne markeret sig som førende ikke bare i Danmark, men også langt uden for landets grænser.

Senest demonstreret med både et dansk mesterskab - for tredje år i træk - og et nordisk mesterskab for kokkeelever, ligesom det ved seneste WorldSkills blev til en tredjeplads for kokkeelever og så har bagerlandsholdet, som ZBC står bag, netop hjemtaget et nordisk mesterskab.

Det fagligt stærke undervisningsmiljø tager ZBC med til Køge, der med sin beliggenhed er en oplagt mulighed for erhvervsskolen at udvide sit engagement i.

- Køge er en by i vækst, og det vil ZBC gerne understøtte ved at udbyde endnu flere uddannelser i området. Samtidig har Køge en god infrastruktur og dækker et stort geografisk område, hvilket gør det til en oplagt mulighed for unge fra omkringliggende byer, hvor der ikke er adgang til samme uddannelsesmuligheder. Det betyder, at vores opstart af de nye uddannelser også bliver en fordel for eksempelvis unge på Stevns, forklarer vicedirektør i ZBC og køgenser, Jan Bagge.

En udvidelse med flere uddannelsesmuligheder i Køge kan samtidig betyde et samlet løft af antallet af unge, der vælger at tage en erhvervsuddannelse. Erfaringer fra andre kommuner, hvor ZBC har oprettet uddannelser er således, at det ikke har en negativ effekt på optaget til eksisterende uddannelser.

- Det har faktisk haft en samlet set positiv effekt, hvor en større gruppe unge, der måske ellers ikke ville tage en uddannelse, er kommet ind på et grundforløb og herfra videre ind i uddannelsessystemet. Det er samme udvikling, som vi forudser vil ske i Køge, forklarer Jan Bagge.

Dermed styrker erhvervsskolen også yderligere de positive tiltag, der var målsætningen med sidste års fusion mellem ZBC, Selandia og SOSU Sjælland.

- Et af de mange positive perspektiver, der var med fusionen, var at sikre et bredt udbud af uddannelser rundt om på Sjælland. Målet er, at vi skal bidrage endnu mere positivt til den lokale udvikling, og det gør vi nu yderligere i Køge. Når vi tilfører og udvikler uddannelsesmuligheder i forlængelse af de aktiviteter, som vi allerede har, så imødekommer vi aktuelle og fremtidige behov både lokalt og regionalt. Det er til gavn for både de unge og for erhvervslivet, der allerede nu står og mangler kvalificeret arbejdskraft og også kommer til at stå med et stigende behov fremadrettet, forklarer bestyrelsesformand i ZBC, Vagn Sanggaard Jakobsen.

Det øgede uddannelsesudbud vækker derfor også begejstring på Køge Rådhus.

- Det er en stor gevinst for de unge mennesker i Køge Kommune med endnu flere uddannelsestilbud at vælge imellem. Det er vigtigt at få så mange unge som muligt til at tage en ungdomsuddannelse, og hvis de nye uddannelser på Campus Køge kan få endnu flere unge ind på skolebænken og færdiggøre en uddannelse, er det kun en succes, siger Køge-borgmester Marie Stærke (S).

FAKTA

ZBC er Danmarks største erhvervsskole med adresser i Slagelse, Holbæk, Roskilde, Køge, Ringsted, Næstved, Haslev og Vordingborg.

De nye uddannelser, der nu kommer til Køge, er Grundforløb 1 i Fødevarer, jordbrug og oplevelser samt Grundforløb 2 inden for uddannelserne bager/konditor, gastronom, tjener og gourmetslagter.

Uddannelserne kommer til at ligge i Campus Køge.

I forhold til indgangen til de grønne uddannelser via grundforløb 1, hvilket vil sige uddannelser til landmand og anlægsgartner, er godkendelsen betinget af, at der etableres en samarbejdsaftale mellem ZBC og Roskilde Tekniske Skole, der kan supplere et allerede planlagt samarbejde mellem ZBC og EUC Sjælland.

Scroll to top